onsdag den 29. august 2012

Alonissos dag 6


Søndag d. 26. august
Dagen starter tidligt endnu engang, vi skal have afleveret vores atv. Det har været dejligt at have den, ikke at skulle være afhængig af en strandbus eller lokal bus. Desuden kører der også kun bus til Steni Vala og Hora, samt strandbus til 3 strande. Vi ville slet ikke have set det vi gjorde uden.
Kl 10 har vi afleveret atv'en, så nu skal vi bare fordrive en time inden vi har planlagt at skulle på museum. Vi kigger lidt på souvenir shops og ender på en café. Her får Martin en Frappe (med sukker og mælk, han har fundet ud af dem uden ikke er særligt drikkelige) og jeg får en Freddocino (en slags kaffe milkshake). Det er dejligt at sidde her og kigge på livet i havnen, der er mange forskellige mennesker. I Patitiri bor ca halvdelen af øens befolkning, det vil sige ca 1500 indbyggere.

Vi tager den lille tur op til museet, der bliver vi mødt af  Marianna som er engelsk og fortæller os lidt om hvad vi kan se. Det koster den fyrstelige sum af 4 euro pr person. Som anbefalet starter vi i kælderen, her er der en udstilling af de forskellige håndværk der har været på øen. Vin-, olivenolie- og harpiks produktion, tømmer, smed, bager og meget mere. Ovenpå er der udstilling fra anden verdenskrig, pirater der har været på øen og en særudstilling af skibe lavet i drivtømmer (af en dansker ved navn Jørgen Weinrich-Larsen). Hyggeligt lille museum med en god udsigt.



Det var en varm tur, men vi har besluttet os for at gå over Rousoum hjem, hvor vi vil bade lidt og spise frokost. Der er ikke mindre en 4 tavernaer i denne lille bitte by, samt en pæn besøgt strand. Vi bader lidt og ligger os på stranden, hvor der pludselig kommer nogle voldsomme bølger. Det skyldes at den store færge lige er anløbet i Patitiri. Ikke engang de lokale var forberedt, så vi får alle travlt med at få håndklæder og tasker længere op på stranden. Morsomt syn og godt vi var hurtige eller ikke var ude at bade.
Den taverna med flest lokale bliver vores valg for frokosten. Der er utrolig mange englændere her, i Votsi er der flest italienere. Pudsigt at de gruppere sig på den måde. Som vanligt får vi en græsk salat, i dag også en tatziki og stegte squash. Salaten er god som altid, men hvem kan også ødelægge den når man får så gode tomater her. Tatzikien derimod er noget helt andet, der er gulerødder og sindsyge mængder dild i. Føj, hvorfor ødelægger man maden med dild, det er det værste krydderi. Squashen er rigtig god, bare den får lidt salt, det bruger de ikke hernede.
Vi bliver mætte og tager turen hjem, lige over bakken og ned igen.
I Votsi tager vi et smut forbi havnen, før vi lige læsser et par ting af i lejligheden og går ned til stranden. Her tilbringer vi resten af dagen sammen med de lokale.



Aftensmaden går vi op til den sidste taverna på vejen ned mod stranden, her spiste vi frokost den anden dag og det smagte rigtig godt. Martin vil gerne have mousaka, det har de ikke pga et stort selskab dagen før. Typisk græsk, men så ved man da også at de bruger friske råvare og ikke har en masse gammel mad stående. I stedet får Martin kylling i tomatsovs, kogt så mør det falder af benet. Jeg får lammekotelletter, ville egentlig gerne have haft lam i tomatsovs, men samme problem som i Martins tilfælde. Kotelleterne er grillet til perfektion og det smager dejligt.
Endnu en dejlig dag er omme, det sidste af den tilbringer vi på balkonen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar