tirsdag den 26. juni 2012

Rabarbermarmelade

Mine forældre er så heldige at have en halv skov af rabarber i deres have. Min mor har selv gravet dem op fra hendes fødegård, hvor hendes slægt eftersigende har boet i mere end 300 år, og plantet dem i deres have. Rabarber er skønne, syrlige og søde på samme tid. De kan bruges både til marmelade, dessert, kage, saft og mad. Jeg laver altid skønne rabarberkager og denne lækre marmelade.

Ingredienser
800 g rabarber
1 stang GOD vanille (ex fra Tahiti)
4 dl syltesukker
2 dl rød portvin

Rens og skær rabarberne i lidt grove stykker. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud, saml det med lidt af sukkeret (så er det lettere at få alle de dejlige korn med). Kog rabarberne sammen med de øvrige ingredienser ved middelvarme 10-15 min, rør af og til. Hæld marmeladen på atamon skoldede glas, kom et stykke af vamillestangen i hvert glas, det ser så dekorativt ud. Skru lågene på.
Nydes på nybagt brød :) 

Hyldeblomstsaft



Jeg elsker hyldeblomster, de er yndige, de dufter fantastisk og så smager de skønt! Derfor laver jeg selvfølgelig hyldeblomstsaft. Er kommet lidt i bekneb med tiden i år pga det kolde forår er blomstringen først rigtig i gang nu og jeg skal allerede på ferie. Tilmed var mit sædvanlige plukkested blevet fældet, så måtte køre det halve af landet tyndt. Men kan da lige nå at lave en dobbeltportion :)

Ingredienser
50 hyldeblomstskærme
3 citroner
1,5 kg rørsukker (eller halv om halv farin og almindeligt sukker)
3 spsk citronsyre
2 l vand

Ryst blomsterskærmende fri for dyr, så godt som det nu kan lade sig gøre og lig dem i en gryde eller spand til fødevare. Skær citronerne i tynde skiver og kom dem henover blomsterne. Drys sukker og citronsyre over også. Overhæld med kogende vand og rør rundt. Vupti, så skal de bare stå køligt i 3 dage og trække. Mit står i køleskabet, for i en 2 værelses lejlighed er der ikke mange køllige steder. Rør gerne i saften hver dag. Jeg fryser saften ned i portioner der passer til saftflasken, det kan også henkoges eller kommes på atamon skyllede flasker. Blandes i forholdet 1:4.



Glæder mig til at smage årets produktion, der er så stor den må laves i kærestens brygkar. Man kan vel også brygge saft i det istedet for øl. Har lavet saften med halv farin og halvt almindeligt sukker, det giver en mere krydret smag.