søndag den 12. maj 2013

Små Converse

En kollega af mine har fået en dejlig lille søn. Så måtte mine nye hækle færdigheder altså afprøves, ikke mindre end på et par små Converse.




De er simpelthen ikke til at stå for, det kunne hverken de resterende kolleger eller barnets forældre da heller ikke. Opskriften er her: http://media.jarbo.se/patterns/pdf/91034_d_low.pdf 
Et godt tip: LÆS opskriften grundigt og sæt dig ind i forkortelserne.  

Lemon cheesecake

Vi holder meget af citron her i huset. Citronfromage er da også både kæresten og bonus-svigerfars yndlingsdessert. Æg havde vi dog ingen af, men vi har da lige lidt fløde, nogle digestiv kiks og et par citroner. Efter lidt surfen og inspiration fra nettet, bryggede jeg så denne dejlige og friske cheesecake sammen.




Den smager himmelsk, lidt syrlig, uden at den trækker mundvand. Og så ser den bare så fin ud, med sit spejl af citron på toppen. Hvis den skulle se endnu smukkere ud kunne man fx pynte med en kandiseret citronskive, lidt hakkede pistacienødder, flødeskum, frisk mynte... ja kun fantasien sætter grænser.



Du skal bruge:
Alle ingredienser skal have stuetemperatur. Start med at sætte husblassen i blød.

Bund
150 g Digestiv kiks, knuste
75 g smør

Creme
2½ dl piskefløde
200 g flødeost
1½ dl flormelis
Reven skal fra 1 citron
½ ORDENLIG vanillestang, ex polynesisk
Saften fra ½ citron
4 blade husblas

Gelé
1 dl citronsaft
0,75 dl sukker
2 blade husblas

Sådan gør du:
Bund
Knus kiksene som du nu synes, jeg kan godt lide det lidt rustik og bland det med det bløde smør. Pres blandingen ned i en springform eller andet med løs bund/sidder, den form jeg brugte var ca. 20 cm i diameter.

Creme
Pisk fløden til blødt skum. Bland ost, flormelis, skal fra citron og vanillekornene (som lige blandes med lidt flormelis "Blomsterberg" style). Saften fra citronen kommes i en lille kasserolle og varmes forsigtigt op, når man ikke kan holde fingeren nede i saften længere, kommes den opvredne husblas i og smeltes. Pisk nu i ostemassen, mens citronsaften hældes langsomt ned i blandingen. Sørg hele tiden for saften bliver rørt godt ind i massen. Vend flødeskummet forsigtigt i blandingen og kom det hele over i formen. Stilles køligt indtil cremen har sat sig (i køleskab ca. 2t.). 

Gelé
Kom citronsaft og sukker i en kasserolle, varm forsigtigt op indtil sukkeret er smeltet. Køl en anelse inden husblassen kommes i og smeltes. Køl indtil fingervarm og hæld geléen over kagen, stil den på køl igen i min. 2t.

Kagen kan sagtens holde sig i køleskabet et par dage. Velbekomme :)

mandag den 6. maj 2013

Årets første hvide asparges

Er fuldstændig tosset med asparges, det er det ultimative forårstegn, i ledtog med anemonerne. Derfor måtte jeg bare spendere hele 40 kr. på de lækre stilke. Det er super nem og hurtigt, kan bruges som frokostret, forret eller et let aftensmåltid. Smukt ser det ud :)




Her har jeg lavet asparges med parmaskinke og en krydderurte dressing. Dressingen består af rød chili, soltørrede tomater, basilikum, olie og balsamico. Ingredienser efter smag. Finthakkes, blandes og smages til med salt & peber. Serveres med et godt stykke brød til.

Asparges kan laves på et utal af måder, det her er en af mine favoritter. Smager også dejligt med nye kartofler og smørsovs. Velbekomme :)

søndag den 5. maj 2013

Anemonerne i skoven

Hvad er bedre end en tur ud i det lysegrønne og lune forår? Efter en laaaang vinter, (er det bare mig eller har den været ekstra lang i år?) er det en fryd for alle sanser at komme en tur i skoven.




Himlen er lyseblå, temperaturen sniger sig op på 15 grader, fuglene synger, træerne folder deres sarte lysegrønne blade ud og anemonerne fylder skovbunden med deres hvide skærme, mens deres duft hænger i luften.




Her er vi en tur i skovene omkring Vilhelmsborg, syd for Aarhus. Anemonerne har rullet et tæppe ud over skovbunden og fylder luften med deres dejlige duft. Efter en rask gåtur på ca. 1½t, måtte vi altså lige have en is på vejen hjem. Den indtog vi i solen på Marselisborg lystbådehavn. En skøn start på foråret.